Et herligt Lys, skjult for mit sløve Øje,

[ZaunköniG]

Et herligt Lys, skjult for mit sløve Øje,
Med dine klare ser jeg allevegne.
Den Byrdes Vægt, hvorunderjeg maa segne,
Med dine Fødder bær jeg uden Møje.

Skønt vingeløs, jeg flyver mod det høje,
Ført af din Aand til lyse Himmelegne,
Alt som du vil, jeg rødme maa og blegne,
I Solen Frost, i Frostvejr Hede døje.

Min hele Vilje hviler kun i din,
Dit Hjærte er min Tankes Kildespring,
Kun af dit Aandepust min Tale fødes.

Som Maanens Glans paa Himlen, saa er min;
For vore Øjne er den ingen Ting,
Vi ser den ej, før den af Solen glødes.