12.08.2007, 12:28
En deilig Aften. Stille, sølvklart Vandet.
Vi roede langsomt hen, i Lundens Skygge.
Søemaager fløi forbi os venligt trygge
Og hilste os som Folk, der kom fra Landet.
En Sværm meduser steeg og sank i Vandet.
Men jeg var ør af Kjærlighed og Lykke.
Jeg kunde hende kun i Haanden trykke,
Og vidste ei, og tænkte ei paa andet.
Da hvisked hun: ”See Skyene du Søde,
See Skoven, Søen, fjerne Bjerge drikke
Den sidste Glands, glødende purpurrøde -.”
Tilgiv Natur, jeg saae det dengang ikke.
Isauras Kinder saa livsaligt gløde -
Tilgiv - jeg ænsed ei din Aftenrøde!
Vi roede langsomt hen, i Lundens Skygge.
Søemaager fløi forbi os venligt trygge
Og hilste os som Folk, der kom fra Landet.
En Sværm meduser steeg og sank i Vandet.
Men jeg var ør af Kjærlighed og Lykke.
Jeg kunde hende kun i Haanden trykke,
Og vidste ei, og tænkte ei paa andet.
Da hvisked hun: ”See Skyene du Søde,
See Skoven, Søen, fjerne Bjerge drikke
Den sidste Glands, glødende purpurrøde -.”
Tilgiv Natur, jeg saae det dengang ikke.
Isauras Kinder saa livsaligt gløde -
Tilgiv - jeg ænsed ei din Aftenrøde!