Aftenen

[ZaunköniG]

Aftenen

Nedsynker Solen rødmende og stille
Som blysom Pige i sin Elskers Arme,
Og vil Alnaadens Gud sig mildt forbarme,
de bittre savn med Vemodsbalsam stille;

O dvæl i Lunden! Dvæl hvor Grottens Kilde,
Skjøndt kold og vild dog nærer Blomstens Varme!
Tryk rørt en velmeent Skjærv i Haand de Arme,
Hvis hede Taarer uden Hjelp maae trille.

Stræk Armen ud – et Kys til Jord og Himmel!
Og hold din Aftenbøn paa Bakkens Skraaning;
Opad gaaer Veien, skraa er steds vor Standen.

List dig da hen fjern fra den store Vrimmel!
Kik gjennen Ruden paa din Elsktes Vaaning,
Og skriv et Elskovsbrev paa Himmelranden!