Dæmring og Dag 10

[ZaunköniG]

Naar Tvivl og Frygt mig vil i Taager hilde,
Naar for en Stund mig trætter Livets Møie,
Naar ei mit Arbeid rigtigt vil sig føie,
Og mig min Stræben synes tom og lille, —

Stryg du da Furen bort med Hænder milde,
Og nyfødt Kraft jeg finder i dit Øie,
Der sænker sig som Sollys fra det Høie
I Foraarsluft til Klang af Lærkens Trille!

Og har jeg hadet tidt den Dag, som gryede,
Og aldrig ønsket een igjen, som svandt,
Min Hu er hastigt skiftet med min Lykke:

Vær hilst, du Dagning nu, du guldomskyede,
Som purpurfarver Himlens østre Kant;
Lad som en Fugl mig i dit Lyshav dykke!