Themabewertung:
  • 0 Bewertung(en) - 0 im Durchschnitt
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Niels Møller (1859–1941)
#1
Et minde fra skærsommers søde dage,
når vinden kælende syrenen kysser,
og gyldenregnen blødt i græsset drysser,
og solen stråler over træ og tage.

De unge piger går i havens gange
med duft af blomster i det lyse hår,
de ler så muntert som de mest formår
med lyd af lærkens kvidderrige sange.

Jeg skuer atter én med sjælens øje,
fyldig og fin og smækker som en vånd,
og blikket tindrer som en højtids-kærte.

Det kække hoved ej sig lader bøje,
jeg ser en lille, fast og flittig hånd
og gætter til et mildt og modigt hjærte.
Zitieren
#2
Hvor let du tripped om i havens gange,
de spæde hænder pusled varlig bløde —
den vilde vårvind stormed dig imøde,
men sused sagte hen med søde sange.

Den kælne ranke søgte dig at fange,
langs ad din vej lå hvide blade strø’de,
de unge roser sitred bluselrøde
og trængtes om dig elskovshede, bange. —

Ak! Nu er vinden stum og alt er stille,
i voxhvid ligsærk liljen står bedrøvet
og stirrer stivnet i den dunkle kilde.

Fra fuchsien blodets tunge tårer trille,
og rosen slængte hver sin blomst i støvet, — —
for døden red om land og dig han røved.
Zitieren


Gehe zu:


Benutzer, die gerade dieses Thema anschauen: 1 Gast/Gäste
Forenfarbe auswählen: