Andreas Dolleris (1850–1925)

[ZaunköniG]

Stilhed

Jeg sidder her, fordybet i min Lykke:
Der er kun En, kun En, paa hvem jeg tænker.
Til denne Ene jeg min Higen lænker:
Hun er mit eget og min Stues Smykke!

Til hende en Sonet jeg her vil bygge,
til hende jeg mit Liv, min Digtning skjænker;
mit Selv jeg dybt i hendes Væsen sænker —
er hun mig nær, da har jeg Fred og Hygge.

Og naar idag hun kommer mig imøde
og lægger bly sig ind i mine Arme,
da skal min Lykkes Sprog faa Klang herinde:

»Jeg elsker Dig, jeg elsker Dig, Du Søde!
jeg elsker Dig af al mit Hjertes Varme —
ja, højere idag end nogensinde!«

[ZaunköniG]

Til Fru Orpheline Olsen

Spil, saa stenen spruder gnister,
spil, saa dyrehammen brister!
Henrik Ibsen.

Ja, spil for dem, hvem Tonens Kunst kan røre:
Skjøndt ældst, den ung er under alle Sole!
— Jeg har en Saga læst i Livets Skole;
profetisk lyder den. De skal den høre.

Engang Kulturen vil sit Løb fuldføre,
saasandt vi paa dens Bærere tør stole:
Da mødes de i Bluse, de i Kjole —
de Fattige, de Mange da faar Øre!

Er jeg som Sanger end »en Mand fra Ploven«,
hvem Dagens Gjerning vel er mer end Sangen
og Livet selv mer end al Kunst paa Jord —

Idag min Røst et Ekko faar i Skoven:
Min Frue! De, som nærer Skjønhedstrangen,
Dem bygges en Sonet af Takkens Ord!

[ZaunköniG]

Jeg bringer Dig en duftende Buket

[Med Ludvig Bødtchers Digte.]

Jeg bringer Dig en duftende Buket:
den som Symbol dit Skrivebord vil smykke,
med Væxter fra Orangelundens Skygge,
med Roser fra vort Hjemlands Haveplet.

Jeg vikler om den sirligt en Sonet,
saa rig, min Evne den formaar at bygge, —
og mine Ønsker for din Fremtidslykke
er lagt i Rosens fine Aandedræt.

Min kjære Ven! jeg raader Dig det Bedste:
Mens Tidens Aar og Alvor vil Dig tynge,
mens furet bli’er din Pande og din Kind —

Tag denne lyse Jord til Fodefæste,
lad Dag for Dag Dig Livets Sol forynge,
som den forynget har hin Digters Sind!