I Hjertets Dyb sig dunkle Toner rørte

[ZaunköniG]

I Hjertets Dyb sig dunkle Toner rørte,
En sælsom Drøm den vilde Attraae stilled:
Som svæved lyst i Skye et Helgenbilled,
Skjøndt Nattens Mulm og Taager det omslørte

Men Morgenen sit Rosenlys fremførte
Og speilte sig i Taaren, som nedtrilled;
Da saae jeg Dig, forklaret var hiint Billed,
Og Engle i Dit Bryst jeg sjunge hørte.

I Dig var Gangen til min Hjemstavn funden
Og alt mit Liv saa saligsødt henrunden,
Til Dine Smiil var – ak! – min Himmel bunden.

Tør jeg da nu den lette Sangens Vinge
Om Fredens gudindviede Celle svinge,
Og dig min dunkle Elskovsrose bringe?