Du, Herre, som jeg selv maa jo forstaa:

[ZaunköniG]

Du, Herre, som jeg selv maa jo forstaa:

Helst i din Nærhed vil jeg mig befinde,

Du ved som jeg, jeg svigted ingensinde —

Hvorfor da koldt forbi hinanden gaa?


Er sandt det Haab, du lod mig bygge paa,

Er sand den Længsel dybt i Hjærtet inde,

Saa lad den Mur, som skiller os, forsvinde,

Thi dobbelt svær er kval, som dølges maa.



Naar, kære Herre, just hos dig mig drager,

Hvad selv du skatter højst, da bliv ej vred,

At Sjæl til Sjæl sig maa i Elskov vende.



Hvad i dit Aasyn mig saa stærkt betager,

Hvad jordisk Tanke ej forstaar og ved —

For det at fatte, maa man Døden kende.