Dæmring og Dag 01

[ZaunköniG]

Hvad i mit Hjerte dybest inde banker,
Har selv jeg, Elskte, agtet lidt til Tider,
Mens Larmen trindt omkring fra alle Sider
Fast overdøved Lyden bag dens Skranker.

Dog i den stille Væxt, der langsomt skrider
Med skjulte Rødder og med vege Ranker,
Til Alt den i sit grønne Fletværk sanker,
Er større Magt end selv i Sværd og Blider.

Jeg seer tilbage nu og vil fortælle,
Hvad mig er hændt, da træt. af Alt jeg flyede
Ind i mig selv lor hver en Klang at glemme,

Og ved et Suk dog endnu i min Celle
Hører som fra en strengløs Luth gjenlyde
Den skjulte Røst, Sangbunden har i Gjemme.