Sonett-Forum

Som en Sonet, du skriver, var hint Møde.
Ja, du har Ret, du Elskte, som en Strøm,
en Tonerislen, vellydsrig og øm,
og kort og skarptbegrænset var det, Søde!

Thi Ord, som smelte, Taarer, Suk, som gløde,
af Vemod fødte Smil, den salige Drøm,
hvis Sprog er Kys, der hedt i Purpursøm
Hals, Bryst og Skuldre farve flammerøde.

Alt dettes svulmende Sigsammenfletten
til dobbelt Samklang, der i Afskedsstunden
døer hen i Treklang — det er jo Sonetten.

Hør Rytmen glide skønt i Spænding bunden;
den knuger, skønt den kommer ej af Pletten,
Rim imod Rim, som Kys i Kys paa Munden.