12.08.2007, 13:01
En Stjernetyder liig, der henrykt glemmer
Hver Klang, hver Glands, der jordisk ham omringer,
Mens huldt bedaarende de Toner klinger,
Som hemmeligt og dybt hans Hjerte gjemmer;
Og mens han lytter til de elskte Stemmer,
Hans Længselsblik sig op mod Himlen svinger,
At speide der, om ei hans Stjerne bringer
Bekræftet, hvad han anende fornemmer;
Saa gik jeg hisset i den store Skare,
Og drømte i det underfulde Rige,
Som hun beboer, og jeg med Tro mon vare.
Da mødte Øiet, jeg lod opad stige,
Et Pagtens Tegn fra den Usigelige,
Fra hendes Haand og tvende Stjerner klare!
Hver Klang, hver Glands, der jordisk ham omringer,
Mens huldt bedaarende de Toner klinger,
Som hemmeligt og dybt hans Hjerte gjemmer;
Og mens han lytter til de elskte Stemmer,
Hans Længselsblik sig op mod Himlen svinger,
At speide der, om ei hans Stjerne bringer
Bekræftet, hvad han anende fornemmer;
Saa gik jeg hisset i den store Skare,
Og drømte i det underfulde Rige,
Som hun beboer, og jeg med Tro mon vare.
Da mødte Øiet, jeg lod opad stige,
Et Pagtens Tegn fra den Usigelige,
Fra hendes Haand og tvende Stjerner klare!