Sonett-Forum

Liig efterladte klare Foraarstanker
I hendes Vindue dufter sødt en Klynge
Af Blomster, og om Karmen slynge
Sig op og ned de lette, grønne Ranker;

Der er saa tyst! men for det Indre sanker
Sig Vaarens Genier; de flagre, synge,
De Vintrens dybe Alvor mildt forynge,
Saa Haabet grønnes, Hjertet saligt banker.

Men hvert et Blad, der yndigt sig udfolder,
Har Søstre jo, saa levende, saa hulde,
I hendes Barm, og der de Vaarfest holder.

Selv Nattens Storm og Vintrens barske Kulde,
Som Blomsters Fald og Død saa grusomt volder,
Blev mild og svag, hvis den sig nærme skulde.