Sonett-Forum

Normale Version: Svanesang (19)
Du siehst gerade eine vereinfachte Darstellung unserer Inhalte. Normale Ansicht mit richtiger Formatierung.
Svanesang

I

Din Jubel-Festdag hengled taus og stille:
Den hilstes ei med Klang af kjære Stemmer —
Du selv har skjult den. Dog jeg glad fornemmer
Dens Høitidsklang, dens Jubeltoner milde.

Dit Væsens Harmonie, fra Du var lille
Til denne Stund, i Sjælens Dyb jeg gjemmer.
Selv naar jeg alle andre Toner glemmer,
Jeg hører dine Dages Sangværk spille.

Det toner som en Strøm af Sjælebølger,
Hvori sig aldrig Grundaccorden dølger —
Den Kjærlighed, som voxer i Æoner.

Og som Hymneklang af hine Toner,
Hvori din Sjæl med Gud paa Jorden taler,
Din Engel mig dit Væsens Billed maler.


II.

Jeg seer dit lille Barneansigt grant:
De brune Kinder, som Dig ei behaged,
Det dunkle Haar — og hvad din Sjæl har vraget,
Mens kjæk den Seier over Formen vandt,

Jeg seer, hvad selv engang Du glad opdaged:
De brune Øines Dyb, hvori Du fandt —
Du vidste selv ei hvad men tro og sandt
Var Aandens Speil — det har Dig ei bedraget.

O Du var skjøn som Barn; Du saae kun ikke
Det Lys, der gav sit Skjær til Lok og Kind
Og Ædelstenen Glands i Øiets Blikke.

Hvergang jeg saae Dig helt i Sjælen ind,
Det var mig, som i Drøm sig for mig stilled
Dit Væsens aandsbelyste Barnebilled.




III.

Jeg ser din Alvorsleg i Barnehjemmet,
Din Studsen, naar de Ældre af Dig loe,
Din Fryd, naar frit Du sad, hvor Fugle boe,
Mens Dukkeverdnens Glæde var Dig fremmed.

Jeg seer din Ungdoms Sjæleflugt, uhæmmet
Af ydre Tvang, en Villie, fast og tro,
En Kjærlighed, en Aandens Tillidsro,
Som ingen Magt i Farens Stund har skræmmet.

Jeg seer din Gang hin Nat blandt Fjendehære:
Alene ledet af din Engels Haand,
Formummet, tryg, Du bjerger Liv og Ære.

Du vil, hvad Dig tilhvisker Haabets Aand,
Du vil til Hjælp i Smitsotdødens Bolig —
Og hvad Gud vil i Dig, Du vover rolig.



IV

Dit Mindeskib fra Barndomslivets Dage
Har bragt mig Alfesagnets Blomsterfrø.
Det Skib Dig bar til Bonahvedes Ø
Og kom med „Underjordiske“ tilbage.

Iløn de Smaa var med paa Østersø,
Paa stille Havbund slumrer Dybets Drage;
Du hører Havfrusangens Længselsklage:
Om Sjælesavnet drømmer Bølgens Mø.

I Kurven paa dit Skjød en bjerget Due
Du klapper kjærligt — og i Fugleøiet
Du hjerteglad en lille Sjæl kan skue.

Den Sjæl har til dit Billed skjønt sig føiet:
Det er som den i Fredens Luftning svinger
Sig om dit Hjem endnu med skjulte Vinger.


V.

Paa Skjaldeskib jeg havde heiset Seilet;
Men Drømmens Alf kun sad ved Snekkens Ror,
Og fandt jeg ikke Sanggudindens Spor,
Paa Luftskibsflugt var Liv og Maal forfeilet.

Den Orleanske Jomfru, ædel, stor,
Opløftet for Dig stod i Digtningsspeilet.
Med Leidebrevskab, af din Skjald beseglet,
Jeg til min Fremtids Sanggudinde foer,

Jeg standsed ved din Dør. Min Haand den rørte;
Et Fremtids Liv laae skjult i Drøm og Tanke
Og vilde sprænge Hjertestrømmens Skranke.

Du aabned Døren — og Din Røst jeg hørte.
Hint Velkomstord endnu saa skjønt mig klinger
Som naar til Helligaften Klokken ringer.


VI.

Du har mig fulgt med kjærligt Sind og Øie
Fra første Gang jeg greb i Lyrens Strænge.
Du saae mig fjernt paa Østens Myrrha-Enge
Mod Livets Kilder Ønskekvisten bøie.

Hvor Tomhedsaandens Troldesværme støie,
Jeg vilde Taagehavet gjennemtrænge;
Jeg vilde Livsforstenings-Lænken sprænge
Med Draaber af hint Væld fra Østens Høie.

Med Parizades Blik Du ogsaa fandt
Den gyldne Strøm, som dulmer alle Kvaler,
Det Træ, som synger, og den Fugl, som taler.

„Livspoesiens“ Eventyr blev sandt;
Og over dunkle Verdensstrømmes Bølge
Du vilde mig paa „Gangergriffen“ følge



VII.

St. Peders Navn jeg nævned tidt med Glæde:
Det var som han sin Nøgle mig betroede
Til Paradiset, hvor min Lykke boede —
St. Peders lille lykkelige Stræde.

For mig det blev et Paradis hernede:
Hos Dig en Gren af Livets Træ der groede;
Ved Rudens Karm, hvor dine Blomster stode,
Var stundom deres Engel selv tilstede.

Iløn fra Valkendorfs Asyl hver Morgen,
Naar Du til Vindvet kom, jeg forsked nøie,
Om ei der fløj en Straale fra dit Øie;

Og fløj den, lys og mild — Alverdenssorgen
Jeg kunde freidig kue hele Dagen
I Ungdomslivets Kamp mod Verdensdragen


VIII.

Jeg har mig troet til tidlig Død indviet,
Dog til et Digterliv tillige.
Til Flugten mod det største Skjønhedsrige
Har Sjælens Vinger kun paa Vinket biet,

I stille Nætter har dens Røst ei tiet,
Og verdenskloge Blik mig syntes sige:
„Han gaar til Graven paa sin Himmelstige,
Det Frugten er af Digtersværmeriet.“

Dog Skjønhedsriget, som jeg higed efter,
Kom, himmelsendt, som altid Livet kommer,
Med Løndomsmagt og skjulte Verdenskræfter,

Og Vinter blev til Vaar og Vaar til Sommer,
Og Jordens Liv hos Dig til Himmelstige
I Kjærlighedens store Skjønhedsrige.




IX.

Du mindes end hin glemte Seiersstund,
Da førstegang jeg hørte Folkestemmer
Udraabe høit det „Leve“, glad jeg gjemmer
Blandt Perlers Skat paa Oldingshjertets Bund.

Fra varme Sjælekilders klare Grund
Jeg havde fremkaldt Draaben, som ei skæmmer
Den stærke Kæmpes Kind, naar han fornemmer
En Martyrsang fra Livets Offerlund.

Min Blanka havde jublet selv i Døden
Og seet i Verdensoffrets høie Gnister
En Stjerneflugt mod Himlen, som ei brister.

Jeg saae dit Øies Ild og Kindens Gløden —
Jeg glemte Digterseiren og Poeten
Og fulgte Sanggudinden — bag Kareten.



X.

Dæmoner har forfulgt mig mangengang
Med Niddets Pilegift fra skjulte Buer.
Du smiled rolig — og de blev til Fluer;
Imens de surred, atter glad jeg sang.

Men blev mig dog hin Surren alt for lang,
Blev Harmens Funker i min Sjæl til Luer,
Fra Taget over Dig der kurred med Duer,
Dit Smil Dæmonen i mit Bryst betvang.

Med Spot jeg havde smeddet hvasse Pile,
Som skulde mine Plageaander ramme —
Jeg loe — og kasted dem i Ovnens Flamme.

Du kunne tyve Vintres Sang fremsmile
Før jeg til Skjoldet greb og Digterværget,
Mig Huldren havde rakt fra Tryllebjerget.



XI.

I Nordens Liv sig reiser Aand mod Jætte
Saalænge Lys og Mulm i Tiden skifter;
Usalig Fred kun Lokekløgten stifter,
Som drager ned det Gode til det Slette.

Det grimme Skjønne vil sig Krandse flette
Med Skovtroldspøg og kaade Faunbedrifter;
Men Aanden samler, hvor dens Vinge vifter,
Det Alvorsdybe med det Fuglelette.

Du elsked hvad nu kun den Ungdom fatter,
Der ei fordølger Sjælens Ild forlegen
Af frygt for Antiromantikens Latter,

Og Phantatus ei blev alderstegen:
Hvad Livet sang med Blus paa Ungdomskinder
Du elsker med et halvt Aarhusdreds Minder.


XII.

Tidt gik vi Arm i Arm i Frederiks Have;
Jeg saae ei blot i Øiet Tankens Flugt:
Ret aldrig holdt Du Livet indelukt,
Som mørke Grublersind vil Sky nedgrave.

Jeg til henrundne Tiders Runestave
Opsøgte fjernt det Lys, der syntes slukt.
Dit Aasyn lyste, Øiet funkled smukt:
Min Phantasus Dig rakte glad sin gave.

Tolosas stille Hyrdes Kamp Du aned;
Din Tanke fløi med min til Tassos Fængsel;
Du delte Digterhjertets Haab og Længsel.

Men blev jeg selv af Aandens Vink bortmanet
Til Tassos Grav — din Sjæl kun taus mig fulgte:
Din Kind blev bleg, men Gravens Tanker dulgte.



XIII.

Den anden Vaar Du sad hos Fader ene,
Mens jeg drog hjemløs om i fremmed Land.
Du saae mod Syd — og jeg mod Nordens Strand,
Naar Trækfugl fløi til Danmarks Bøgegrene.

Du hørte Larm af Hjul paa haarde Stene,
Paa Malerbordet Blomster stod i Vand;
De smiled — men Du var dog ei i stand
Til ret at see hvad Smilet kunde mene.

De glæded sig til Livet ved din Haand
Bland Tusindfryd, naar andre Blomster døde,
Men vore hvide Roser blev til røde.

Saa skulde selv Novemberstormens Aand
Ei standse hjemløs Sangfugl i det Fjerne,
Som fløi mod Dig og saae mod Nordens Stjerne.




XIV.

Der hvisked til Dig gjennem Busk og Siv
Et Aandepust fra Verdner, skjulte, fjerne;
Naturens Blomsterbørn Du pleied gjerne:
Du elsked deres stille Drømmeliv.

Naar ei Naturens Haand dem kunde værne,
Men Blomst kun stod paa Ruden, kold og stiv,
Du ønsked Vaarens Børn et Atterbliv:
De titted dog saa fromt mod Livets Stjerne.

Og Blomsten, som Du elsked, aldrig døde,
Og den, Du kjerligt pleied, aldrig segned:
Med Livets friske Farver Du dem tegned.

End lifligt dine Ungdomsroser gløde;
Alt fire Tiaar staaer i Klæder hvide
Din Ungdomslillie fromt ved Korsets Side.



XV.

Naturens Sjæleliv fornam Du stille,
Hvor Nattergalen slog i dunkle Lund,
Hvor Fisken dukked op fra Søens Bund,
Hvor Bøgen sused over Bæk og Kilde.

Du elsked Livets Røst i Toner milde,
Dog mest hvor Sjælen, vakt af Drømmeblund,
Med Røst fra Menneskenaturens Grund
Kan Aandens Flugt med Ordets Magt afbilde.

Men høiest elsked Du den Konst af alle,
Som Livets Røst for Øiet kan fremkalde
I Tegn og Billed af det største Ord:

Gudmenneskets paa Jorden tabte Spor
Du vilde ydmyg søge alle vegne
Og Dem med Billedfarvers Glands betegne.




XVI.

Med sydlandsk Ild og Modet, Nordens Kvinde
Med Troskab gjemmer dybt i rene Sind,
Du voved Dig i Konstens Løngang ind,
Hvor Kjærlighed kun Veiens Traad kan finde.

Du famled Dig ei veiløs frem i blinde:
Høit Hjertekilden strømmed til din Kind;
Fra Øiet faldt hvert Tvivlens Taagebind;
Din Tro blev Haab, dit Haab Klarseerinde.

Du saae den underfulde Straaletraad,
Som lønlig knytter Jord og Himmel sammen —
Du Englen saae med Brev i Alterflammen.

Du Traaden greb — og Aandens Drøm blev Daad:
Af Englens Haand i Alterlyset skrevet,
Dit Kald beseglet stod i Flammebrevet.


XVII.

Dit Billedværk blev Sjæleoffre kjære.
Tidt under Landsbykirkers Alterbue,
Hvor Julelyset rent og mildt kan lue,
Vi saae Dig Offret, stille taus, frembære.

Dog skulde Hjemmet ei sin Sjæl undvære:
Til Billedbibel blev mig Hjemmets Stue;
Der kan jeg Herrens Gang paa Jorden skue
I Tanken, Du afbilded til hans Ære.

Velsignet blev din Id, Du Elskelige!
Det Herlighedens Lys, vi efterhige,
Skal Aanden see hvor Livets Konge boer,

Til Sandhedsrigets høie Tempelchor
Det Kjærlighedens Kirkeskib os bringer,
Hvis Mast er Tro, hvis Seil er Haabets Vinger


XVIII.

De gamle Sange spiller Du endnu,
Du har ei glemt hvad fordum os har glædet;
Hvad med vor Kjærlighed er sammenkjædet
Du kommer glad med graanet Haar i hu.

Selv under Smerten, Du med lønlig Gru
Idag bekæmped under Dulmeklædet,
Har ingen Sjælens Mismodsdraabe vædet
Din pinte Kind. — Trods Smerten spiller Du.

Du veed jeg lytter til dit Spil herinde,
Hvor nu jeg tænker paa din stille Fest
Og dvæler kjærligt ved hvert Ungdomsminde.

Og Sangen, som Du veed mig glæded mest
Dengang vi fordum gik i grønne Lunde,
Du vilde gjerne synge, hvis Du kunde.


XIX.

Fra Timen, Livets Gud os sammenførte,
Min Sjæl ei kunde sig fra din adskille.
Vi saae hvad Gud med os i Verden vilde,
Os Livets Maal sin Evighed afslørte.

Et halvt Aarhundred i din Røst jeg hørte
En Tonestrøm fra Aandelivets Kilde;
Og saae jeg dine Øines Stjerner spille,
Jeg ingen Stræng med falske Toner rørte.

Du kom med Englebud fra Sandhedsaanden;
Du følger mig, hvor større Stjerner gløde,
Og selv til Dagen uden Aftenrøde.

Paa Jordens Skib end fast jeg holder Haanden,
Som selv jeg griber efter i den Time,
Naar Sjælen hører Himmelklokker kime.