12.08.2007, 12:26
Hvor alt er taust. Hvert Blad, hver løvrig Ranke,
Som kaad og overgiven før sig snoede
Omkring de smekkre Stammer, hvor de groede,
Til melankolske Hvælvinger sig sanke.
Dorsk flyder Aaen hen, den dunkelblanke.
Hvor øde, hvor den gamle Ridder boede!
Hvor skummelt, hvor hans Seng og Lampe stode!
Jeg hører kun mit eget Hjerte banke.
Kun Duggens Fald i Haugens Buegange -
Et Gisp af Fisken i de stille Damme -
Og stille Lyd af Hængeaskens Grene.
Her var jeg blevet rentudsagt lidt bange,
Hvis jeg sad eensom ved den mørke Stamme -
Men, Elskte, jeg er aldrig meer alene.
Som kaad og overgiven før sig snoede
Omkring de smekkre Stammer, hvor de groede,
Til melankolske Hvælvinger sig sanke.
Dorsk flyder Aaen hen, den dunkelblanke.
Hvor øde, hvor den gamle Ridder boede!
Hvor skummelt, hvor hans Seng og Lampe stode!
Jeg hører kun mit eget Hjerte banke.
Kun Duggens Fald i Haugens Buegange -
Et Gisp af Fisken i de stille Damme -
Og stille Lyd af Hængeaskens Grene.
Her var jeg blevet rentudsagt lidt bange,
Hvis jeg sad eensom ved den mørke Stamme -
Men, Elskte, jeg er aldrig meer alene.