Sonett-Forum

Du søde Barn, saa længselsfuld og stille,
Hvem Tungsind hviler i det morke Øie,
Vi hilse dig, vi vil dit Sind fornøie:
Hvem vi forenede, skal Ingen skille.

Paa Englelyrer vi bag Skyen spille,
Og alle unge Hjerter kan vi bøie,
Thi vi har Magten fra det Evighøie;
Vi gjør dem lykkelige, som vi ville.”

Saa lød det ud fra Skyen. Duggen faldt.
Da smeltende de bløde Hjerter sammen
Ved Himlens Stjerner og ved Maaneflammen.

Og det blev mørkt for vore Blikke -:
Og Nattergalen slog – vi hørte ikke -.
O Coelestine – har du glemt det alt?