Sonett-Forum

Jeg sad med Dig bag Malver, huldt i Skygge
Du talte intet; sur og lang blev Tiden
Thi ak, besværlig sad en Ven ved Siden
Min Harm jeg maatte da i Ord udtrykke:

O bedste Ven, Dit Selskab er min Lykke
Og din Vedhængenhed er ikke liden
O bliv Du kun! Men tænk dog efter siden
Var, hvis Du gik, det ei et Venskabsstykke

Han reiste sig, og gik ; Du vilde følge
Jeg sagde: Bliv! i Eensomheden, Pige!
Hvad har vi to hinanden der at sige?

Min Kjærligheid jeg kunde trodsig dølge
Ironisk Krampe overvandt mit Hjerte
Jeg saae Dit Smiil, halvt var det Fryd, halvt Smerte.

---

Jeg sad med dig bag Malver, huldt i Skygge.
Vi talte intet. Krybende blev Tiden.
Besværlig sad vor bedste Ven ved Siden.
Jeg saae dig Bladene af Busken rykke.

Ven, hvidsked jeg, dit Selskab er vor Lykke;
Men din Vedhængenhed, som ei er liden,
Var kjærere, jeg nægter ikke, siden.
Han reiste sig og gik. Et Venskabsstykke!

Da greb jeg om din Haand bag røde Malve.
O havde jeg nu, raabte jeg, at byde
Et Hjerte, som var værd at ei forskyde,

Men jeg har kun et halvt. ”Giv mig det halve
Lød Svaret fra din Mund, o jeg vil gjerne dele
Med andre dit, men du har mit det hele!”