Sonett-Forum

Elkste, er du bange for de Døde?
Turde du ei gaae blandt Kors og Grave,
Naar med rædde Farver Dødens Have
Laae ved Midnatstid, og naar den røde

Maane kom, og hilste paa de Døde?
Tyst vi vilde gjennen Mørket rave,
Sætte os paa Stenene de lave
Høre Træet suse i det Øde.

Og naar ret vi vare angst og bange,
Vilde vi af Hjertet græde, gyse,
Bede og hinanden fromt omarme. –

Thi naar rædsomst stirrer Farens Slange,
Naar af Skræk og Gru vort Blod vil fryse;
Luer høiest Kjærlighedens Varme.