Sonett-Forum

Til Sibberns Erindring

Mørk over mig sig sorte Graner bued,
Skyedragen skjulte Stjernens Zitterglands,
I hver en Fjeldkløft Nattens Aander trued,
For Tvivlens Afgrund svimlede min Sands.

Med rædsom Alvor Klippen paa mig skued,
En Gysen foer i Høstens gule Krands,
Blaalige Flammer over Dybet lued,
Forfærdet flygted lysen Alfedands. –

Men Gud er nærmest os, naar størst er Nøden!
En Engel sendte han med Tryllestaven,
Berørt af den mit Øie sig oplod.

Og see – nu spired Livets Frugt af Døden,
Sig Aanden svang forklaret over Graven
Og Synden tvetted Jesu med sid Blod.