06.03.2019, 18:51
H.P. Holst
(1811–93)
Jeg vandrede ved Maanens blege Lue
Blandt Løv og Frugt i Slottets dunkle Gange,
Da saae en underdeilig Blomst1 jeg prange
Med Blad og Krone, sneehvid som en Due;
Naar Nattens Stjerner dække Himlens Bue,
Da aabner den sit Bæger, bly og bange,
Og dufter sødeligt i Nætter lange,
Men lukker sig ved Dag for Mængdens Skue.
Da tænkte jeg paa Dig. — Hvor smukt forbinder
Dit Billed sig med Blomstens for min Tanke!
Ved Dig den først Betydning for mig vinder:
Ei Hobens Bifald ønsker Du at sanke,
I din Forborgenhed din Fryd Du finder, —
For mig kun har din Ømhed ingen Skranke.
.
(1811–93)
Jeg vandrede ved Maanens blege Lue
Blandt Løv og Frugt i Slottets dunkle Gange,
Da saae en underdeilig Blomst1 jeg prange
Med Blad og Krone, sneehvid som en Due;
Naar Nattens Stjerner dække Himlens Bue,
Da aabner den sit Bæger, bly og bange,
Og dufter sødeligt i Nætter lange,
Men lukker sig ved Dag for Mængdens Skue.
Da tænkte jeg paa Dig. — Hvor smukt forbinder
Dit Billed sig med Blomstens for min Tanke!
Ved Dig den først Betydning for mig vinder:
Ei Hobens Bifald ønsker Du at sanke,
I din Forborgenhed din Fryd Du finder, —
For mig kun har din Ømhed ingen Skranke.
.