06.03.2019, 18:47
Andreas Dolleris
(1850–1925)
Stilhed
Jeg sidder her, fordybet i min Lykke:
Der er kun En, kun En, paa hvem jeg tænker.
Til denne Ene jeg min Higen lænker:
Hun er mit eget og min Stues Smykke!
Til hende en Sonet jeg her vil bygge,
til hende jeg mit Liv, min Digtning skjænker;
mit Selv jeg dybt i hendes Væsen sænker —
er hun mig nær, da har jeg Fred og Hygge.
Og naar idag hun kommer mig imøde
og lægger bly sig ind i mine Arme,
da skal min Lykkes Sprog faa Klang herinde:
»Jeg elsker Dig, jeg elsker Dig, Du Søde!
jeg elsker Dig af al mit Hjertes Varme —
ja, højere idag end nogensinde!«
(1850–1925)
Stilhed
Jeg sidder her, fordybet i min Lykke:
Der er kun En, kun En, paa hvem jeg tænker.
Til denne Ene jeg min Higen lænker:
Hun er mit eget og min Stues Smykke!
Til hende en Sonet jeg her vil bygge,
til hende jeg mit Liv, min Digtning skjænker;
mit Selv jeg dybt i hendes Væsen sænker —
er hun mig nær, da har jeg Fred og Hygge.
Og naar idag hun kommer mig imøde
og lægger bly sig ind i mine Arme,
da skal min Lykkes Sprog faa Klang herinde:
»Jeg elsker Dig, jeg elsker Dig, Du Søde!
jeg elsker Dig af al mit Hjertes Varme —
ja, højere idag end nogensinde!«