Sonett-Forum

Hvor var jeg glad og tryg i svundne Aar,

Da sejrrig mod din vilde Magt jeg stred -

Nu væder mod min Vilje Taaren hed

Mit bange Bryst, jeg ved, hvad du formaar.



Saa længe var mit Hjærte uden Saar,

Skønt skarpe Pile regned mod det ned.

To skønne Øjnes Pile bedre bed,

Thi hvert et Saar, de gav, mig Døden spaar.



Som Fuglen kan af Skæbnens Lune fredes

Og Aar igennem undgaa Net og Snarer

Blot for en endnu værre Død at møde,



Saaledes ser I Kvinder her, hvorledes

Mig Amor længe skaanede for Farer

For nu til sidst at pine mig til Døde.