10.08.2012, 19:00
Fornuften klager og bebrejder mig,
At jeg et Haab om Kærlighed tør nære,
Den taler til min Dømmekraft og Ære
Med Ord og Grunde, som bedrager ej!
Hvad kan i Solens Brand du vente dig
Undtagen Død? Du er ej Fønix, kære!
Forgæves! Hvo sin Moder selv vil være
Ham faar ej andres Hjælp paa rette Vej.
Jeg ser og fatter Ondet med Forstanden,
Men Hjærtet i mit Bryst som Ild mig svider,
Jo mere veg jeg er, des større Branden.
Min Kærlighed har Død til begge Sider.
Den ene flyr jeg, vil ej se den anden,
Saa Sjæl og Legem sig til Døde strider.
At jeg et Haab om Kærlighed tør nære,
Den taler til min Dømmekraft og Ære
Med Ord og Grunde, som bedrager ej!
Hvad kan i Solens Brand du vente dig
Undtagen Død? Du er ej Fønix, kære!
Forgæves! Hvo sin Moder selv vil være
Ham faar ej andres Hjælp paa rette Vej.
Jeg ser og fatter Ondet med Forstanden,
Men Hjærtet i mit Bryst som Ild mig svider,
Jo mere veg jeg er, des større Branden.
Min Kærlighed har Død til begge Sider.
Den ene flyr jeg, vil ej se den anden,
Saa Sjæl og Legem sig til Døde strider.