Sonett-Forum

Du ædle Aand, hvis indre Væsen nøje

I herlig ydre Pragt afspejlet staar

Og viser, hvad Natur og Himmel naar,

Hvor de alt andet Skabt vil overfløje -



Du skønne Aand, hvis legemlige Øje

Om Sjælens Dyb med ringe Løfter spaar,

At Elskov, Fromhed, Mildhed her formaar

Som aldrig før til Skønhed sig at føje!



I Elskovs Vold jeg er, af Skønhed bundet,

Fromhed og Mildhed mig med hulde Blikke

Forjætter, mig skal Naade vederfares —



Paa hvilken grusom Orden er det grundet,

Paa hvilken ubønhørlig Lov, at ikke

Saa skønt er Værk mod Undergang bevares?